60 års jubilæum

Pilegaards Antikvariat 1. april 1963 - 1. april 2023

Hov, så gik der lige pludselig 60 år, siden min far Gunnar tog springet og åbnede sit eget Antikvariat, efter han nogle år havde haft ansvaret for Engsigs Antikvariat i Aalborg.

Han fandt en mindre butik i hjørneejendommen Algade/Møllegade overfor den kendte herretøjsforretning Vagn Larsen.

Beliggenheden var ikke valgt tilfældigt, da Salling året efter åbnede sit nye store varehus i Algade. Algade blev også omdannet til gågade,  så der færdedes mange kunder i området.

Min mor Lidi kvittede sit job som hjemmegående og deltog aktivt i byens nye Antikvariat.

Butikken blev overtaget fra en Marskandiser, som i mange år også havde handlet med mønter. Så selvom butikken nu var et antikvariat, kom der stadig kunder, som ønskede at sælge og købe mønter. Min far tog chancen og etablerede også en mønthandel i butikken. Pilegaards Antikvariat og Mønthandel var nu en realitet.

Det var en spændende verden som åbnede sig for mig, en lille purk som mig på 7 år.

Nogle år efter blev hele ejendommen overtaget i fællesskab med nabobutikkerne Guldsmeden og Kaffehandlen Kronen. På grund af den gode beliggenhed solgte mine forældre i 1972 deres part af ejendommen for en pæn sum, som i høj grad gjorde det muligt at købe den store ejendom Budolfihus i Algade 65, hvor Pilegaards Antikvariat og Mønthandel stadig har til huse.

Vi fik nu meget mere plads og er vel i dag provinsens største antikvariat. Det er gået godt gennem alle årene. Der er blevet indkøbt og solgt bøger i 100.000'vis, dels ved salg i butikken, og ved udsendelse af mange salgskataloger til kunder overalt i landet.

I 1992 bliver min far desværre alvorlig syg. Min kone Alina og jeg overtager nu virksomheden og driver den videre i fællesskab i bedste familietradition som hidtil.

I 1990 skiftede vi vore kartotekskort ud med at registrere bøgerne på EDB, hvilket gjorde det muligt for os at komme med på det nystartede internetbaserede  www.antikvariat.net . Vi er i dag et af de antikvariater i Danmark, som har flest bøger til salg på internettet.

Pilegaards succes gennem 60 år, har selvfølgelig kun været muligt, hvis man har dygtige medarbejdere. Vore medarbejdere Nina og Søren er jo nærmest blevet en del af familien. Nina har været ansat i over 30 år, halvdelen af Antikvariatets eksistens. Søren har fejret sit 25-års jubilæum.

Vi har selvfølgelig som alle andre været presset de sidste år på grund af CV19 og den nuværende krise, men vi er fortrøstningsfulde for fremtiden og håber på mange “runde” fødselsdage fremover.

Jens Pilegaard
.
.